Hong Kong
Formelt set tilhører den tidligere engelske koloni igen det store kinesiske rige, men i praksis har Hong Kong altid været sydende kinesisk under samtlige 130 år med engelsk herredømme. Gaderne oser af eksotisk charme. Fra de små fine gadekøkkener i gyderne smyger sig en liflig duft af krabbesuppe og stegte nudler. Gør som de lokale ved frokosttid, find et bord og et par plastik stole - indrømmet, det kan være svært - og krydder jeres ferieminder med en kulinarisk og kulturel oplevelse.
Hong Kong dækker et område på størrelse med Lolland. Pulsen i den lille bjergrige provins er
enestående og bliver ofte kaldt Østens New York. Med sine 7 millioner indbyggere kan
pladsen til tider godt føles lidt trang.

Hong Kong byder på mere end en storby. Der er 260 øer, mange af dem ubeboede, hvortil man kan tage dagsture til små fisker-landsbyer eller afsides beliggende strande. Mere end 75% af Hong Kongs areal er naturparker, hvor der er pragtfulde muligheder for at vandre. Byen har flere små oaser, tag f. eks. sporvognen op til Victoria Peak på Hong Kong Island, hvorfra der er en storslået udsigt over Hong Kong og et af verdens travleste havneområder. Besøg også Aberdeen Harbour, der er et populært udflugtsmål. Her ligger et stort antal flydende restauranter med fornuftige priser og en god og
afslappet atmosfære.
Men Hong Kong er også en moderne storby med gigantiske skyskrabere klædt i glas og stål, fashionable design-forretninger, stormagasiner, en velfungerende infrastruktur og en af verdens mest moderne lufthavne Chek Lap Kok. Prisniveauet på mærkevarer er stort set det samme som i Danmark, men besøg også gade-markederne, fabriksudsalg og natmarkedet; her er alt, hvad hjertet kan begære fra tøj til CD`er, elektronik og legetøj - kort sagt: alt hvad der kan laves i plastik.




















