Galapagos

- zoologisk have uden hegn

Solen har lige brudt horisonten. Skibets vuggen luller mig næsten i søvn igen, da jeg pludselig kommer i tanke om, hvor jeg befinder mig - Galapagos. Kun få meter borte inde på land boltrer søløverne sig glade i vandet i færd med deres første morgendukkert. Den blåfodede sule vågner og prikker til sin mage. Det er tid til at danse, og under figenkaktusens stikkende stamme løfter en sløv landleguan hovedet og kigger forventningsfuldt op på de modne frugter.

Tekst: Jesper Hannibal

Galapagos skal virkelig opleves om morgenen, når dyrene står op og har deres aktive periode. Alle de søvnige og bondesultne passagerer står sammen med mig ved rælingen, kun få minutter efter at vi er blevet purret for at få dagens første tur i land. Gummibådene bliver sat i vandet, og i små grupper

på seks-otte personer stævner vi mod Plazas, én af de mange små øer, der udgør Galapagosøerne. En lille cementklods, der gør det ud for bådebro, er desværre optaget.

I solens første stråler har en doven hun-søløve lagt sig lidt på tværs af havet og en tørskoet landing, og den gør så absolut ingen tegn til at ville flytte sig Vores guide hyler lidt op og fægter med armene, men dette afføder kun et nysgerrigt blink med det ene øje, som om den ville sige ”I ved jo godt, at I kun er her på mine betingelser”.

Heller ikke da båden næsten ligger side om side med søløven, formår guiden at få ret meget andet end et søvnigt gab som svar på sin ”ounk unk” lyde, der i søløve-sprog betyder noget nær så meget som ”flyt dig, du ligger i vejen”.

Først da vi er ved at opgive vores forehavende og finder frem til et lille klippefremspring, der i dagens anledning kan gøre det ud for en landingsplads, glider den sløvt i vandet og lader os passere.

Bare skyd

Den let skrånede ø-side er beklædt med kaktusser, og nogle er over to meter høje. I den lave bevoksning mellem stammerne løber en lille sti, som er vores snævre passage rundt på øen. Ret fremme på den stenede sti kun nogle få meter oppe under den smalle skygge fra en kaktus venter en frygtindgydende drage på vores videre færd rundt på øen. Det er en doven landleguan, en reminiscens fra en svunden verden, der på trods af sit udseende er lige så rolig og afbalanceret som ethvert andet krybdyr, der endnu ikke har suget varme nok til at kunne fungere. Den løfter dovent hovedet og drejer det hen mod kameraet, idet den glipper dovent med øjnene som sagde den: ”Bare skyd - altså kun et billede”.

Dens fætter, havleguanen sidder kun få meter derfra på en stor sten tæt ved havet. Den har sat sine skarpe klør i underlaget, mens den med vibrerende næsebor stirrer ud over vandet, idet den forsøger at fange solens først stråler for at få fornyet energi, inden den igen skal dykke ned på havets bund på jagt efter de livgivende alger.

Galapagos er en zoologisk have - uden hegn. Det er heller ikke som Knuthenborg Dyrepark, hvor tilfældige udvalgte dyr er sat sammen og udgør et pseudo-miljø. Det er ikke mindre end Edens Have, hvor vi som besøgende kun er tilfældige gæster i en uforklarlig verden, hvor dyrene lever i harmoni med hinanden. Her er ingen store rovdyr, og derfor har de fleste af dyrene, som kom til disse vulkanske øer for snart mange tusinde år siden, ikke lært frygt at kende, og når vi bevæger os rundt på øerne, kan man ofte være i tvivl om, hvem der er betragteren, og hvem som betragter.

Efterlad kun fodspor

På den modsatte ende af øen, på et klippefremspring med udsigt ned over havet, letter og lander Galapagos-mågen, der med sine smukt indrammede øjne næsten kun kan give én ret i, at den er én af de smukkeste måger, der findes.

Vi har på vej herop trådt hen over ynglende fugle, der kun ser op på os med deres bebrejdende øjne, når vi går forbi eller med tydelig klarhed fortæller os, at nu er vi kommet lidt for nær. Stien er tydeligt afmærket, og det er forbudt at bevæge sig uden for.

I et forsøg på at bevare øerne har man begrænset de besøgendes færden til kun 5 procent af øernes samlede areal. Fortæller dyrene ikke, at man har trådt ved siden af, så gør guiden det med tydelig råben ”stay on the track”, og hvor uretfærdigt det end syntes, at man skal blive på sporet, når der venter et yndigt foto kun nogle få meter væk, så er det ikke uden grund, at reglen er blevet indført. Efterlad kun fodspor er øernes slogan. Et krav, som er let forståeligt, når man tænker på hvor meget skade, vi mennesker har forvoldt dette paradis.

Geder og grise er ikke dyr, vi normalt betragter som skadedyr, men på Galapagos har de forvoldt stor skade ved deres naturlige levevis. Rotter har derimod altid været et skadedyr, men på Galapagos, hvor de sammen med de førnævnte dyr ikke har naturlige fjender, har gederne afgræsset øerne, grisene roder og gnasker sig gennem alt inklusiv yngel og dyre æg, rotterne har ædt sige en pukkel til af fugle- og skildpaddeæg.

Fødevarer og specielt frugt er bandlyst, når man går i land på øerne. Det er slemt nok, at der til enhver turists sko klæber sig frø, som kan være importeret fra fastlandet, og som i tankeløshed og som en ubuden gæst slår rode på øerne og forskubber den naturlige balance. Tidlige tiders fejltagelser er her på øerne omsat i klare regler, der er til gavn for både øerne og de besøgende, som netop kommer her for at opleve den jomfruelige udvikling, som Darwin kaldte evolution.

Advarsel fra søløverne

Senere da sulten melder sig, møder stien nu atter stranden. Det er tid til at tage tilbage til skibet, vores flydende hjem, som bringer os rundt mellem øerne. Kokken har også været tidligt oppe for at gøre morgenmaden klar, til vi kommer tilbage. Men inden vi sætter os til bords, får vi lejlighed til at kaste os i bølgerne til en forfriskende morgendukkert. Vandet er køligt her om foråret, hvor øerne er dominerede af den kolde Humboldt-strøm, som tager sit udgangspunkt mange tusinde kilometer mod syd i de næringsrige vande omkring Antarktis. Det er de kolde havstrømme, der varsler ynglesæsonen hen under november, når den afløser den varme men næringsfattige El Niño-strøm, der den anden halvdel af året præger øerne.

Iført snorkel og svømmefødder byder de legesyge søløveunger mig velkommen som adrætte havfruer. Guiden har for længst forklaret os, hvad vi skal passe på: Den store overvægtige hansøløve, som vogter over hunnerne og de små hvalpe, og dens kalden taler sit eget tydelige sprog: ”Bliv væk fra min familie”.

Kommer man for tæt ind under land, så er det bare om at svømme væk, når man høre det ”rigtige” advarselssignal, for står man først i vand til livet, så gider hannen ikke længere forfølge sin dominans. Der er nu heller ikke nogen grund til at komme for tæt på land. De nysgerrige unger skal nok opsøge den besøgende, når de som en torpedo styrer lige mod dykkermasken for i sidste øjeblik at bøje af. Man kan næsten røre ved dem, hvad der naturligvis ikke er tilladt. Jeg fylder mine lunger med alt den luft, de kan bære og lader mig glide ned på bunden og straks får et par af de yngste hvalpe øje på mig og kommer hen for at se nærmere på den sælsomme fisk, der sidder på bunden. Jeg lukker lidt luft ud for i næste øjeblik at se, at de efterligner mig…..er de ikke nuttede.

Vandet er koldt, og jeg må op. Jeg kan lige nå et bad, trækker i en T-shirt og går ned til det ventende bord. Mens vi sidder bænkede omkring morgenmaden, bliver trosserne kastet, og båden sætter i gang med en sagte tøffen for at bringe os mod dagens næste mål, Puerto Ayora og Darwin-stationen.

Efter morgenmaden siver man bort til hver sine gøremål. Nogle sætter sig ivrigt sammen med guiden for at blive lidt klogere på Galapagosøerne, mens andre kaster sig over liggestolene for med forsigtighed at få lidt sol på kroppen. Galapagos tilhører Ecuador, som på spansk betyder ækvator, og Galapagosøerne ligger ligeledes på ækvator, så solen er noget, man skal tilbede med forsigtighed.

Ensomme George

Galapagos har fået deres navn efter de store skildpadder, som er blevet øernes varemærke. Næste stop er Darwin-stationen, hvor man ud over generelt at passe på øerne også har gang i avls programmer, der skal sikre, at alle undergrupper af skildpadderne overlever. Det er de færreste besøgende, der får én af de gigantiske skildpadder at se i fri natur. Jeg har ventet med spænding på at skulle besøge stationen. ”Ensomme George” tager naturligvis kegler. Den gamle skildpadde, der måske er den sidste af sin art, strækker hals for at se, hvem der kommer på besøg. Dens artsfæller har været værdsat, idet Galapagos var en vigtig forsyningsplads for de hvalfangere, der tidligere hjemsøgte øerne for at proviantere. De nøjsomme dyr var en fremragende kilde til fersk kød på de lange rejser, og flere skildpadder blev slæbt ombord på skibe for at ende deres dage som det naturlige modstykke til ”forloren skildpadde”.

Om end Georges sexliv er lidt afstumpet, så må dusinvis af andre skildpadder have haft sex, da de forskellige gårde med skildpadder i alle størrelser vidner om, at der bliver taget vare på, at også vores børn og børnebørn får mulighed for at se disse naturens tanks i andet end udstoppet form.

Besøget slutter ved kiosken, hvor man kan købe den mest politiske korrekte souvenirs: en T-shirt fra Galapagos. Ved afrejsen er det en meget alvorlig forbrydelse at hjembringe andet end en uforglemmelig oplevelse. Alt organisk materiale skal blive, hvor det hører til.

Mit Galapagos

Det har været en uforglemmelig uge, hvor rulle efter rulle af film vidner om, at man er kommet et skridt nærmere naturen, end man troede muligt. I modsætning til andre naturoplevelser er alle forventninger blevet indfriet. Guidens ord om, at man næste dag vil møde det og det dyr, har endnu ikke slået fejl. Galapagos er så håndgribeligt, at måtte man blot røre, så var der næsten ingen grænser for en ”stoflig” oplevelse. Den eneste dårlige samvittighed man efterlader, er, om vores tilstedeværelse kan retfærdiggøres, når dagen er omme. Jeg slår mig til tåls med uden mit og andre turisters besøg, så ville øerne hensygne i glemsel, og den økologiske balance ville blot blive ødelagt af grådige fiskere, som ville forvandle havet omkring øerne til en gold ørken og hermed forskubbe den hårfine balance, der hviler mellem hav og fastland.

At tage til Galapagosøerne er samtidig ikke den billigste ferie, man kan tage på, men da nogle af indtægterne bliver kanaliseret tilbage til bevarelse af øerne, så retfærdiggør det på mere end en måde prisen. Dette sammenholdt med strenge krav om, hvor mange turister der må komme på øerne og hvornår, så har min tilstedeværelse ikke ændret meget på øerne, men i min bevidsthed så lever og ånder jeg nu for øerne, og gud nåde den som tør ødelægge ”mit Galapagos”